§ 1. Navn og hjemsted
Stk. 1. Foreningens navn er Dansk Almenmedicinsk Ultralyds Selskab (DAUS), foreningen er hjemmehørende i Danmark.
§ 2. Formål
Stk. 1. Foreningens formål er at fremme forskning, kvalitetsudvikling, uddannelse og hensigtsmæssig brug af ultralydsdiagnostik i almen praksis.
§ 3. Medlemskreds
Stk. 1. Som medlemmer optages læger, medicinstuderende, og andre sundhedsfaglige med tilknytning til almen
praksis. Formanden skal være alment praktiserende læge (speciallæge i almen medicin) og være medlem af DSAM.
Stk. 2. Indmeldelse sker på foreningens indmeldelsesblanket. Medlemskabet er først gyldigt, når medlemmet har betalt kontingent.
Stk. 3. Udmeldelse kan ske ved skriftlig henvendelse til kassereren med virkning fra udgangen af et regnskabsår.
Stk. 4. Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent. Kontingentet opkræves forud for hvert regnskabsår.
§ 4. Generalforsamlingen
Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt. Det anbefales, at det afholdes i perioden fra september til november og indkaldes med mindst tre ugers varsel. Indkaldelse sker via selskabets normale meddelelseskanaler, fx Facebooksiden ”Ultralyd i almen praksis i Danmark”. Generalforsamlingen anbefales afholdt i forlængelse af årsmødet.
Stk. 3. Møde- og stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer, der senest ugedagen forinden har betalt forfaldent kontingent. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Stk. 4. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af stemmetællere og referent
2. Valg af dirigent
3. Formandens beretning
4. Regnskabsaflæggelse
5. Behandling af indkomne forslag
6. Fastsættelse af kontingent
7. Godkendelse af budget
8. Valg af ny næstkommende formand (hvert andet år / ulige år)
9. Valg af bestyrelsesmedlemmer (i alt maksimalt 12 medlemmer af bestyrelsen)
10. Valg af revisor
11. Eventuelt
Stk. 5. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest otte dage før generalforsamlingen. Forslag om vedtægtsændringer, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde senest tre måneder forud for udgangen af den måned, hvor den ordinære generalforsamling skal afholdes.
Stk. 6. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.
Stk. 7. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal (en over halvdelen af de gyldigt afgivne stemmer) og ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning anvendes dog, når det begæres af blot én mødedeltager. Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages altid skriftlig afstemning. Hvert medlem kan maximalt afgive et antal stemmer, svarende til det antal personer, der skal vælges.
§ 5. Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begrundet anmodning om det over for formanden. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest fire uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kendskab.
Stk. 2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er to uger.
§ 6. Foreningens daglige ledelse
Stk. 1 Foreningens daglige ledelse varetages af bestyrelsen, som består af op til 12 personer. Bestyrelsen består af formanden, næstkommende formand, umiddelbart afgået formand, kassereren, sekretær og op til 7 medlemmer uden portefølje. Formanden vælges for en samlet funktionstid af 6 år: To år som næstkommende formand, 2 år som formand, og 2 år som umiddelbart afgået formand.
Øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen. Et medlem, der har siddet i bestyrelsen i 8 år, kan kun nyvælges til bestyrelsen, når der er gået mindst to år siden sidste funktionsperiode eller der ikke er andre opstillede. Dog kan et medlem af den siddende bestyrelse umiddelbart vælges til formand, som ovenfor beskrevet.
På den ordinære generalforsamling vælges en revisor og en revisorsuppleant. Derudover kan der vælges 2 suppleanter til bestyrelsen, som kan deltage i bestyrelsesmøderne dog uden stemmeret. Suppleantposterne er 1-årige og benyttes primært som ”rekrutterings-værktøj”. Genvalg kan finde sted.
Stk. 2. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.
Stk. 3. Udover formandsposten konstituerer bestyrelsen sig selv på næstkommende bestyrelsesmøde, som anbefales afholdt inden 1.1. Den nye bestyrelse fungerer fra den følgende 1. januar efter generalforsamlingen.
Som observatør ved bestyrelsesmøderne kan bestyrelsen udpege op til 4 observatører fra de almenmedicinske forskningsmiljøer og andre relevante faglige miljøer som EFSUMB, DUDS, EFMUS mm.
Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden. Den kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver.
Stk. 5. Formanden indkalder og leder bestyrelsens møder. Indkaldelse sker skriftligt med angivelse af dagsorden, når formanden skønner det nødvendigt, eller mindst to medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønske om det overfor formanden. I sådanne tilfælde afholdes mødet senest to uger efter anmodningen er kommet til formandens kundskab.
Stk. 6 Ved stemmelighed i forbindelse med afstemning tæller formandens stemme dobbelt.
§ 7. Økonomi, regnskab og revision
Stk. 1. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Stk. 2. Bestyrelsen er ansvarlig overfor generalforsamlingen for budget samt regnskab.
Stk. 3. Foreningens regnskab føres af kassereren, der tillige fører foreningens medlemsregister.
Stk. 4. Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte revisorer.
§ 8. Tegningsregler og hæftelse
Stk. 1. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og mindst et yderligere bestyrelsesmedlem i forening. Ved optagelse af lån og ved salg/ pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.
Stk. 2. Kassereren står for varetagelse af foreningens formue, herunder indkassering af kontingent samt betaling af regninger . Kassereren kan råde over foreningens konti, herunder betalingskort og netbank til foreningens konti, samt indgå aftale herom.
Stk. 3. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.
§ 9. Vedtægtsændringer
Stk. 1. Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal på en generalforsamling, hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen.
Stk. 2. Vedtægtsændringerne træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.
§ 10. Opløsning
Stk. 1. Opløsning af foreningen kan kun finde sted med 2/3 flertal på to på hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær.
Stk. 2. Foreningens formue skal i tilfælde af opløsning anvendes i overensstemmelse med de i § 2 fastsatte formål eller til andre almennyttige formål. Beslutning om den konkrete anvendelse af formuen træffes af den opløsende generalforsamling.
§ 11. Datering
Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den 27.10.2017 og sidst ændret på foreningens generalforsamling den 24.10.2025.