Bestyrelse

Formandskab:

Formand: Ulrike Mehnert, Region Midt, Praktiserende Læge

Afgået formand: Thomas Løkkegaard, Region Hovedstaden, Praktiserende Læge

Næstkommende formand: Christian Stjernebjerg, Region Syd, Praktiserende Læge

Kasserer:

Christian Valentiner-Branth, Region Syd, Praktiserende Læge

Øvrige medlemmer:

Nicolai Soll, Region Syd, Speciallæge i almen medicin

Bo Stork, Region Midt, Praktiserende Læge

Rasmus Rothmann Johansen, Region Hovedstaden, Speciallæge i almen medicin

Louise Pil, Region Sjælland, Speciallæge i almen medicin

Michael Søderlund, Region Sjælland, Praktiserende Læge

Thomas Purup, Region Midt, Speciallæge i almen medicin

Troels Mengel-Jørgensen, Region Nord, Praktiserende Læge

Observatører:

Martin Bach Jensen, Professor, Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet og Praktiserende Læge

Camilla Aakjær, ph.d., Lektor, Adjunkt, Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet, HU-Læge i Almen Medicin, medlem af EFSUMB Executive Bureau (bestyrelse)

Julie Jepsen Strøm
ph.d.-studerende, Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet

IMG_7845

Formandens beretning 2025

Fremtiden for POCUS tegner lys, men der er stadig barrierer der skal overvindes.

Det er tid til at gøre status over udviklingen indenfor ultralyd i almen praksis i det forgangne år (jeg bruger ordet ultralyd som synonym for point-of-care ultralyd fremadrettet)

På flere områder har det været et utroligt hektisk år, hvor vi endnu engang kan takke Camilla Aakjær Andersens enorme arbejdsindsats for at skabe rammerne for, at implementering af ultralyd i almen praksis sker på et solidt fundament af viden.

Vi har opnået anerkendelse fra vores kolleger nationalt og internationalt af, at ultralyd hører hjemme i almen praksis. Både DSAM og WONCA har nu offentliggjort holdningspapirer, der understøtter brugen af ultralyd i almen praksis.

DAUS udnyttede dette momentum i foråret til at skrive til de politiske partier i Folketinget og i Regionerne. Vi ønskede at sende et kraftigt signal om, at denne anerkendelse bør føre til at ultralyd indgår i overenskomsten. DAUS fik foretræde for Folketingets Sundhedsudvalg og deltog i dialogmøder med flere sundhedsordfører. I Folketinget blev der udtrykt forundring over, hvorfor ultralyd endnu ikke blev honoreret, mens Regionerne svarede henholdende, at de afventede resultaterne fra OK-22 projektet.

Anerkendelse har vi også opnået i EFSUMB, som er den europæiske sammenslutning af ultralydsselskaber. En arbejdsgruppe nedsat af EFSUMB sidste år, hvor DAUS var repræsenteret sammen med EFSUMB præsident Caroline Ewertsen har stået for to centrale publikationer med Camilla Aakjær Andersen som førsteforfatter. Et Delphi studie med afgrænsning af et europæisk ultralydscurriculum for almen praksis, og en publikation, der giver anbefalinger for, hvordan uddannelse i POCUS for praktiserende læger bør udformes. Anbefalingerne er blandt andet baseret på det basiskursus, som DAUS og Center for almen medicin på Aalborg Universitet udviklede i forbindelse med OK-22 projektet og er således en stor triumf for dansk almenmedicinsk forskning.

Denne positive udvikling blev yderligere understreget, da Julie Jepsen Strøm vandt DSAMs Ph.D.-cup for sin Ph.d.-afhandling om brugen af lungeultralyd i almen praksis. I det hele taget har Danmark førertrøjen på når det gælder ultralyd i almen praksis. Hele 7 danske ultralydsstudier blev præsenteret på WONCA kongressen i Lissabon i år under stor opmærksomhed fra vores kolleger fra hele verden.

WONCA-kongressen i Lissabon blev derudover det formelle startskud for dannelsen af en ny ”special interest group” i ultralyd i WONCA-regi. Dette arbejde udgår fra en ny europæisk interessegruppe – EFMUS (European Family Medicine Ultrasound) – som DAUS i form af Troels Mengel-Jørgensen har været med til at etablere. Det har dog vist sig vanskeligt at forene alle kolleger på tværs af Europa, så der udestår stadig et arbejde med at få etableret WONCA-gruppen. Men det skal nok komme – før eller siden.

OK-22-projektet – et randomiseret studie, der inkludererede 200 praktiserende læger – blev afsluttet sidste år. Resultaterne er endnu ikke publiceret men er blevet videregivet til de centrale beslutningstagere i PLO og Danske Regioner. Forhåbentligt vil resultaterne danne grundlag for, at vi endelig kan få forhandlet en tillægsydelse hjem til alle de praktiserende læger, der allerede bruger ultralyd i deres daglige arbejde.

For vi må erkende, at uden en ydelse for ultralyd vil udrulningen af ultralyd gå i stå. Vi kunne allerede i år mærke en svigtende interesse for både vores basis og overbygningskurser, som vi derfor desværre måtte aflyse.

I DAUS oplever vi, at der generelt er en stor interesse for ultralyd, særligt når der følger økonomi med. OK-22 projekt blev lynhurtigt overtegnet, og da Region Sjælland offentliggjorde, at de havde fået 2,3 millioner kroner til ultralyd i lægedækningstruede områder, blev Regionen bestormet af praktiserede læger, der ønskede at få del i midlerne. Vi forudser derfor en stor stigning i antallet af praktiserende læger, der ønsker at bruge ultralyd, når tillægsydelsen bliver en realitet.

DAUS har brugt de sidste 10 år på at forberede os på dette scenarie. Vi er klar til at påtage os uddannelsesforpligtelsen og sikre, at læger, der bruger ultralyd, har de nødvendige kompetencer. Alle de aktiviteter DAUS har stået for gennem de senere år på Lægedage, DAUS´ årsmøde, undervisning i DGE-grupper, DSAMs årsmøder, SAMS/FYAM-møder, temadage, prægraduat undervisning har været medvirkende til at konsolidere vores evne til at løfte denne opgave.

Vi har senest demonstreret vores vilje og evne til dette, da Region Sjælland fik tildelt de før omtalte midler til ultralyd. DAUS stillede sig til rådighed for Regionen, fik et basiskursus stablet på benene og hjalp Regionen med at sikre, at de deltagende læger, havde de nødvendige kompetencer.

Skulle det ikke være muligt i denne omgang at få ultralyd med i overenskomsten, skal DAUS arbejde videre med at støtte op om forskning og uddannelse. Et af de områder vi kommer til at arbejde på, er udvikling af nye kursuskoncepter for læger, der ønsker at videreudvikle deres eksisterende kompetencer. Ydermere vil internationalt samarbejde og netværksdannelse være på dagsordenen. Vi vil arbejde for, at DAUS bliver vært for den første internationale kongres for ultralyd i almen praksis.

Med udbredelsen af ultralyd i almen praksis vil der uvægerligt opstå situationer, hvor ultralyd vil blive brugt på en uhensigtsmæssig måde f.eks. i forbindelse med skanning af mammae og thyroidea. I det forgange år blev DAUS gjort bekendt med få tilfælde af dette og advarede imod denne praksis. DAUS skal stå som garant for sikker brug af ultralyd og vil medvirke til at få stoppet adfærd, der kan være til fare for vores patienter.

Jeg overlader formandsposten for DAUS til Ulrike Mehnert. Det har været begivenhedsrige 2 år som Formand. Intet tyder på, at det bliver anderledes fremover.

/Thomas Løkkegaard