Nyt fra Bestyrelsen​

Politisk aktivitet for at fremme brugen af ultralyd i almen praksis:

DAUS arbejder for at fremme point-of-care ultralyd (POCUS) i almen praksis. Dette indbefatter at udbrede kendskabet til foreningens arbejde og formål for relevante politikere på Christiansborg, regionalt og lokalt. Vi er nået til et punkt, hvor der er behov for politisk vilje til at føre processen videre. Derfor har DAUS rakt hånden ud til flere beslutningstagere og blandt andet haft foretræde for Folketingets Sundhedsudvalg på Christiansborg.

Det er vores indtryk, at politikerne finder POCUS meget relevant og med et stort potentiale. Det er den respons vi har fået indtil videre. Det er dog stadig for tidligt at konkludere, hvorvidt det kan udmønte sig i konkrete økonomiske tiltag.

Selvom der efterhånden foreligger et solidt videnskabeligt grundlag for hensigtsmæssig brug af POCUS i almen praksis, blandt andet i kraft af OK-22 projektet, så er erkendelsen også, at et springende punkt for yderligere implementering og udvikling er en tillægsydelse for at ultralydsskanne sine patienter som praktiserende læge. Det bliver derfor meget spændende at følge udviklingen den kommende tid. Vi fortsætter kampen.

Se i øvrigt Link til DSAM’s holdningspapir og sundhedsvidenskabeligt tidskrift:

https://www.dsam.dk/presse-holdninger/holdninger-og-politikker/brug-af-ultralydsskanning-i-almen-praksis

https://medicinsktidsskrift.dk/almen-praksis/5546-selskab-soger-politikeres-opbakning-omkring-ultralyd-i-almen-praksis.html

 

Kampskrift for POCUS(Point Of Care UltraSound) i Almen Praksis

Se link: POCUS cases

Som alle ved, så er OK-25 forhandlingerne i gang, og der er behov for, at alle ultralydsbrugere i almen praksis yder en indsats for at få POCUS på dagsordenen, så vi kan få betaling for at udføre POCUS i almen praksis.

For Dansk Almenmedicinsk Ultralydsselskab (DAUS) er målet klart: at få indført en tillægsydelse for POCUS på linje med CRP, EKG, samtaleterapi etc.

Men hvordan sikrer vi det?

Som formand for DAUS har jeg skrevet til PLOs forhandlingsudvalg med udgangspunkt i WONCA-deklarationen om POCUS, men som det ofte er, så har vidtløftige hensigtserklæringer ikke altid den store gennemslagskraft, når det kommer til de økonomiske realiteter. DAUS bekymring er, at uden en udvidelse økonomirammen for almen praksis, så skal pengene til POCUS findes i det eksisterende budget, og det bliver ikke nemt.

Hvis en POCUS-ydelse skal finansieres af ekstra økonomi. så kræver det, at politikerne er villige til at tilføre ressourcer til området. Set fra et politisk synspunkt er det en beslutning, der vil øge omkostningerne til almen praksis uden der er sikkerhed for, at det vil føre til færre omkostninger andre steder i sundhedsvæsnet. Så hvorfor dog risikere dette?

Det spørgsmål skal vi jo hjælpe dem med at besvare.

Dels vil Camilla Aakjærs OK-22 projekt fra Center for Almen Medicin på Aalborg Universitet forhåbentligt give nogle klare svar med hensyn til økonomi og kvalitet, men det er også et spørgsmål om at skabe en god historie om POCUS, og om de mange patienter vi dagligt gør en forskel for ved at skanne dem. Vi der skanner dagligt ved, at en skanning kan gøre en stor forskel for patienten både med hensyn til at mindske lidelse og bekymring men også i form af sparede undersøgelser andre steder i sundhedssektoren.

DAUS gør en stor indsats for at udbrede kendskabet til POCUS. Vi arrangerer vores eget årsmøde, vi er til stede på Lægedage, DSAMs årsmøde, Nordisk Kongres, WONCA, PLO-E, i DGE-grupper, og vi står fra undervisning af FYAM og SAMS medlemmer. Vi har vores egen hjemmeside og er medlem af LVS – de Lægevidenskabelige Selskaber.

Vi vil gerne appellere til alle PLO´er, der bruger POCUS i deres dagligdag om at aktivere deres netværk, så vi kan få bragt POCUS frem i lyset blandt andre kolleger og embedsfolk i den offentlige forvaltning.

DAUS har udarbejdet en oversigt over ”case-stories” for lægfolk og interesserede kolleger, der hurtigt kan give et overblik over, hvor POCUS kan gøre en forskel for patienterne. Den kan tjene som inspiration til at fortælle den gode historie. Klik på case-vignetten og du vil blive ledt hen til et eksempel på en skanning, der illustrerer problemstillingen.

Vi står altid til rådighed i DAUS for at holde oplæg om POCUS eller bare besvare spørgsmål vedrørende brugen.

På vegne af DAUS bestyrelse

Thomas Løkkegaard.

Formand

Lyngby d.6.9.24, anbefaling: 

Dansk Almenmedicinsk Ultralydsselskab (DAUS) er blevet gjort bekendt med, at nogle få praktiserende læger har anvendt ultralyd i forbindelse med udredning af kvinder med mistanke om brystpatologi.

I den anledning vil DAUS præcisere, at ultralydsdiagnostik i forbindelse med udredning af sygdomme i mammae ikke hører hjemme i almen praksis. Ultralydsskanning af mammae er en specialist opgave, der kun kan varetages af speciallæger i radiologi med en særlig uddannelse indenfor mammae diagnostik.

Generelt gælder det, at begrundet mistanke om maligne lidelser i almen praksis ikke indicerer brug af point-of-care ultralyd. Ved mistanke om malign lidelse bør den praktiserende læge anvende de eksisterende Regionale udredningsforløb, idet brugen af disse tillader hurtig og korrekt udredning. Brugen af POCUS i almen praksis i disse situationer øger risikoen for, at udredning og behandling forsinkes unødigt.

På vegne af DAUS bestyrelse,

Thomas Løkkegaard. Formand for DAUS. Praktiserende læge